MONKEY OKAY

About This Project

Monkey Okay er et Aalborgensisk rockband, der bevæger sig ved siden af og mellem genredefinitioner. I stedet skriver de sange, der eksperimenterer og giver dem plads til at udfolde deres kreative lyster, sådan som de selv finder det meningsfuldt. Denne tilgang til sangskrivningen har ført dem til et punkt, hvor der plads til eksperimenter og improvisation i musikken – tydeligst er dette på deres 2. album, The Long Haul of Cercopithecoidea, som udkom December 2020.  

Nordjyske skrev om albummet: ” Med det nye udspil har aberne genopfundet sig selv som et stærkt eksperimenterende band, der har tænkt sig at udfordre sine lyttere – og sikkert også sit livepublikum – til det yderste….. Pladens tyngdepunkt er det 22 minutter lange titelnummer, der nærmest minder om en rocksymfoni i fire satser. Den indledes med en bastant klassisk rockkomposition, der glider over i en mere psykedelisk afdeling med en meget lang guitarsolo, hvilket igen bringer minder om 70’erne, nu fra den mere eksperimenterende rockscene.
Ikke mindre psykedelisk er det, man kan kalde tredje sats, der bringer minder om tidlig Pink Floyd, inden det hele kulminerer i en bastant rockfinale.”


Gaffa samtykker: ”På The Long Haul of Cercopithecoidea har bandet i udpræget grad lagt fastlandet bag sig og begiver sig med dødsforagt ud i uudforsket territorium, hvor et hav af inspirationskilder tilføjer mange flere nuancer til bandets palette.…. selvom det er noget af en mundfuld, er det de 22 minutters mastodont af en titelsang, du skal give dig i kast med dette album på grund af. De er uden sidestykke.”

 

Deres tredje album er på vej.