Way Up North Festival Koncert

Nordjysk festival siden 2004

Way Up North festival har hvert år siden 2004 præsenteret 24 af de bedste nordjyske bands og artister på tre scener i Studenterhusets lokaler. Hvert år inviteres en udvalgt skare af branchefolk fra Danmark, Nordeuropa og selvfølgelig det Aalborgensiske publikum. Way Up North har fra starten været en platform for præsentation af det bedste fra live scenen i Nordjylland lige nu.

Vi er yderst stolte af igen at kunne præsentere 24 nordjyske acts, som optræder fredag den 18. oktober og lørdag den 19. oktober 2024.

I gennem årene har navne som The Blue Van, Oh No Ono, Figurines, Tone, Johny Hefty, Mnemic, Mercenary, The Courettes, Get Your Gun, De Underjordiske, Ginne Marker, Rikke Thomsen, Hjalte Ross, Kogekunst, Angående Mig og Farveblind trådt deres tidlige skridt på scenen til Way Up North.

De to dages Way Up North Festival følges op med en præsentation af udvalgte bands på en række andre showcase festivaler, som Spot Festival og andre samarbejdspartnere i Europa og Skandinavien. 

Samarbejde med andre festivaler

 Udover muligheden for at spille til selve festivalen, vil en håndfuld bands og artister blive udvalgt til at optræde på to af Europas vigtigste udstillingsvinduer for rytmisk musik. Nemlig Reeperbahn Festival i Tyskland og Spot Festival i Aarhus. Siden 2008 har Way Up North festival også været at finde på Spot Festival i Århus. Her har vi har haft egen scene og præsenteret 4-8 acts hvert år.  I 2013 satte vi endnu et ben på festivalen og indgik et samarbejde med Reeperbahn Festival i Hamburg. Siden har vi præsenteret bands på vores egen scene.

Den udvalgte håndfuld af artister til Spot og Reeperbahn vil som noget nyt få tilbudt et skræddersyet forløb. Det vil bestå af både fælles workshops/talks og individuelle coaching sessions med professionelle musikere og branchefolk. De kan hjælpe det musikalske projekt videre, samt klæde dem på til optrædener på Spot og Reeperbahn. 

Helt konkret vil dette bestå af en samling af alle de udvalgte Way Up North artister. De samles ca. hver anden måned i året efter en optræden på Way Up North Festival. Forskellige temaer indenfor musikbranchen vil blive behandlet og arbejdet på ud fra de udvalgte projekters nuværende ståsted. 

Way Up North Festival Koncert

SPONSORERET AF

GAMMELTORV 10
9000 AALBORG